Du skal selv sørge for rejsebestilling. Men du er naturligvis velkommen til at stille spørgsmål. Her kommer en lille guide til, hvordan du kan bestille din rejse til Malawi via Internettet.
Rejsen, du skal bestille, er fra en lufthavn i Danmark til Kamuzu International Airport KIA Lilongwe (LLW). Det største udvalg er – ikke overraskende – fra Kastrup Lufthavn (CPH). Af samme grund er det ofte også her, den bedste pris er.
Brug rejsesøgemaskinerne
Det er en god ide at bruge rejsesøgemaskinerne på nettet, da de omfatter mange flyselskaber og derfor giver dig det bedste overblik. Både over priser, stop og rejsetider. Her er links til en række rejsesøgemaskiner, som du kan benytte:
Du kan ikke flyve direkte fra Danmark. Man skal overordnet regne med, at der bliver 2 stop undervejs – et i Europa og et i Afrika. Rejser med mere end 2 stop skal man umiddelbart ikke acceptere – ligesom man nok bør sætte en grænse for, hvor længe rejsen samlet må være. Her bør 24-28 timer være det maksimale, der accepteres. Priserne kan variere, men under alle omstændigheder skulle det være muligt at få en billet til et stykke under 7.000 tur/retur. Det er lidt afhængigt af, hvornår på året, man rejser, men vi har fundet billetter hvor prisen var på helt ned til 4.500.
Brug lidt tid på at søge efter rejser. Køb ikke den første, den bedste. Nogle timer ved computeren kan vise sig at være godt givet ud. Bruger du smartphone, så installer apps fra rejsesøgemaskinerne.
Desuden skal du sørge for, at der er et acceptabelt tidsrum, hvor du mellemlander, da du skal have tid til at nå det næste fly – også selvom der er mindre forsinkelser. Et acceptabelt ophold vil være på omkring 2 timer.
Hvad med bagagen?
Hvis man bestiller og betaler en rejse samlet er der den fordel, at man ikke skal tage sig af bagagen undervejs. Hvis man bestiller en rejse fra Kastrup til Lilongwe, kan man altså aflevere bagagen i Kastrup Lufthavn og ikke tænke på den mere inden man er i Malawi. Derfor skal man overveje det nøje, hvis man tænker på at bestille rejser flere steder – og altså selv sammensætte rejsen – for eksempel at spare penge. Det kan stærkt anbefales at få bagagen transporteret hele vejen.
Man må normalt medbringe op til 23 kg. bagage + 10 kg. håndbagage. Dette er dog meget mere end du ville få brug for på rejsen til Malawi.